Rudkøbing Bystier

Sted: Rudkøbing. Bystiernes formål er at binde lystbådehavnen sammen med byen. Stierne er mærket af med karakteristiske varder som leder dig igennem byen. Du kan se fra den ene varde til den næste og på den måde finde vej. På varderne er der små fortællinger om det du ser.

Udgangspunkt: Torvet i Rudkøbing.

Forslag til vandretur: Fra Torvet med det gamle rådhus og i nordøstenden den smukke præstegård går du mod vest, nord om rådhuset til kirken og videre ad gyden til Gåsetorvet. For enden af Gåsetorvet drejer du mod nord ad Ramsherred, og drejer til venstre ned af Vinkældergade mod den gamle hovedstation for den nedlagte Langelandsbane. Du går et lille stykke mod nordøst ad Havnegade, så mod nordvest mod vandet, et lille stykke mod nordøst igen og så mod vest forbi den gamle og ret forfaldne bedding. Du går mod nord langs Skudehavnen over broen over havnen, så mod øst og tilbage langs havnen mod syd. Du går tilbage mod sydøst til Havnegade, et lille stykke mod sydvest ad Havnegade for så at gå forbi Rudkøbings gamle og flot restaurerede forlystelses sted: Ørstedspavillonen. Du går mod syd gennem Ørstedsparken og videre mod syd, krydser Nørregade går gennem Nørregården til Biografen og parkeringspladsen: Grønnegården. For enden af Grønnegården går du mod vest af Bystrædet, videre mod nord ad Ørstedsgade til du når Rudkøbings hovedgade: Østergade. Du følger Østergade mod vest til du er tilbage på Torvet.

 

Praktiske oplysninger:
Længde: Ca. 2,3 km
Parkering:  Der er en række parkeringsmuligheder i Rudkøbing, f.eks. ved de fire dagligvarebutikker ved Bystrædet.
Toilet: Der er også Der er en række toiletter i Rudkøbing, f.eks. ved Grønnegården.
Sværhedsgrad: Let, jævn sti og vej og meget få stigninger.
Muligheder for afkorte og forlænge turen: Der er masser af muligheder for afkorte turen.
Bedste årstid: Hele året.

Links: https://langelandkommune.dk/Files/Files/Kommunen/Projekter%20og%20visioner/Forunders%C3%83%C2%B8gelse_Rudk%C3%83%C2%B8bing_Hauxner_Small.pdf

Bademuligheder: Hvis du går lidt mod syd forbi færgelejerne når du kommer til havnen kommer du til Rudkøbings gamle badeanstalt.